Sommerblomster, stauder, buske eller krydderurter – der er nok at vælge mellem, når krukkerne skal plantes til.
Og heldigvis for det. Med alle mulige typer planter kan du skabe en herlighed af grønt der både er for øjet, næsen og smagsløgene.
Saml krydderurterne tæt på døren til bryggers eller køkken, så det er nemt at smutte ud og klippe det grønne drys til frokosten. Eller lige at plukke et par chilifrugter til aftensmaden. Der er ingen tvivl om, at man bruger meget mere grønt i køkkenet, når man ikke skal løbe ret langt for at hente det ind.
Fordelen ved at have krydderurterne i krukker og store potter er også, at de er uden jordbakterier, fordi de ikke bliver snavset til af jord og slagregn.
Bruger du flerårige planter som roser, frugtbuske og blomstrende buske er det godt at tænke på krukkens form før du planter. Vil du have mulighed for at overvintre den slags planter, skal du vælge krukker, der er bredest for oven.
Til efteråret, kan du med den slags krukker, nemt løfte potteklumpen op og plante den i havens almindelige jord. Overlevelsen er betydeligt højere for planter, der står i jord end de, der står i krukker.